Sådan hjælper du din hund med at blive tryg ved fyrværkeri
29. October 2025
l
Nytårsaften kan være festlig for os, men for mange hunde er det alt andet end hyggeligt. De pludselige brag, lysglimt og høje lyde kan virke skræmmende – især hvis din hund ikke er vant til det.
Derfor er lydtræning en kæmpe hjælp. Målet er at lære hunden, at høje lyde som fyrværkeri ikke betyder fare. Med tålmodighed, gradvis tilvænning og positive oplevelser kan du hjælpe din hund med at forblive rolig og tryg, også når det buldrer udenfor.
Men start allerede nu! Hvis du først går i gang i december, kan det være for sent. Mange hunde reagerer allerede, når de første brag høres, og det kan øge stressniveauet, særligt hvis de tidligere har haft dårlige oplevelser med høje lyde.
Trin 1: Find gode lydoptagelser
Start med realistiske lydoptagelser af fyrværkeri, både smæld, heksehyl og dybe brag. Du kan finde masser på Youtube
Trin 2: Skab et trygt udgangspunkt
Sørg for, at hunden er rolig og i godt humør, inden du begynder. Det kan fx være, mens den tygger på et ben, spiser aftensmad eller laver en hyggelig træningsøvelse.

Trin 3: Afspil lydene på lav volumen
Når din hund er afslappet, afspil lydene så lavt, at den slet ikke reagerer. Pointen er, at lydene skal forbindes med noget rart – ikke ubehag.

Trin 4: Skru gradvist op
Når din hund er fuldstændig ligeglad med lydniveauet, kan du langsomt skrue op. Det kan tage dage eller uger, og det er helt okay. Det vigtigste er, at hunden hele tiden føler sig tryg. Hvis den virker utryg, så gå et skridt tilbage.

Trin 5: Gør det mere virkeligt
Når lydtræningen går godt, kan du gøre øvelsen mere realistisk:
Afspil lydene fra et andet rum, åbn et vindue, eller tilføj blinkende lys. Men husk kun én ny ting ad gangen! På den måde lærer hunden, at høje lyde ikke er farlige, uanset hvor de kommer fra.

Husk ❤️
- Straf aldrig din hund for at blive bange – det gør kun frygten værre.
- Hold sessionerne korte – 2-5 minutter er nok.
- Stop, mens legen (og træningen) går godt.
- Mange små træningspas er bedre end få lange.