Karina og Kasper fra ‘De sjældne danskere’: “For børnene er Otto ligesom en ekstra lillebror”

Familien fra det succesfulde TV2 program blev for under et år siden ét medlem rigere med bernersennen, Otto. Vuffeli mødtes med familien til en snak om familie-hundelivet og Ottos kærlige 6. sans. 

Kasper, Karina, Nalina og Noor er vaskeægte tv-stjerner i TV2's programserie ‘De sjældne danskere', som følger en række familier med børn, der har sjældne diagnoser. Når de ikke er foran kameraet, bruger familien tid på at falde til rette i deres helt nybyggede hus i Ringsted. Og så bliver deres hverdag beriget af deres lidt over 1-årige bernersennen Otto, der særligt har taget Nalinas hjerte med storm.

Hvorfor valgte I at få en bernersennen? 

Karina: Vi undersøgte en hel del omkring forskellige hunderacer, inden vi fik Otto. Vi har børn med særlige behov, så for os var det vigtigt med en hund, der havde det helt rigtige sind. Vi fandt ud af, at bernersennen også bliver brugt som terapi- og servicehunde, så det, tænkte vi, var et rigtig godt match til vores familie. 

Kasper: Ja, og det må man bare sige, at Otto virkelig er. Han er godt nok en unghund lige nu, så han kan også være lidt fræk og vild. Men han er altid glad og kærlig - og særligt overfor børnene kan vi se, at han virkelig gør sig umage for at passe på dem og være sød over for dem. Hvis de er syge, så ligger han inde hos dem for enden af sengen. Det er som om, han altid lige skal sikre, at de har det godt. Det er helt fantastisk at opleve.

Hvordan oplever I, at Nalina og Noor har ændret sig, siden I fik Otto?

Kasper: For os har det været meget tydeligt, at ungerne har taget mere ansvar, og virkelig har taget det her til sig med at passe på Otto; har han fået mad og vand? Skal han ud at gå tur nu? Det er skønt at opleve, hvordan empatien er vokset frem hos børnene i kærligheden til Otto. De ser ham også som en del af vores familie ligesom os - og han skal bare være med os, når vi også er afsted, ellers dur det bare slet ikke.

Karina: Ja, særligt Nalina er meget opmærksom på Otto. Hvis han bliver passet, ringer hun lige til bedstefar for bare lige at sikre, om han nu også har det godt. Og der skal også facetimes og siges godnat til Otto, hvis han ikke er hjemme. Hun har endda sagt, at han er som en lillebror for hende! For os er det helt tydeligt også, at Otto skaber en helhed i familien, og at han virkelig har en særlig plads.

Hvad har overrasket jer mest, efter I fik Otto? 

Karina: Vi vidste jo godt, at han ville blive en stor hund. Men vi anede ikke, at det gik så stærkt. Da han blev født vejede han 500 gram, og nu er han en hund på 40 kg. Det kan måske lyde lidt dumt, men det hans størrelse endte med at overraske os en smule alligevel. Måske også fordi man godt kan mærke på ham, at han er teenager, så han er en smule klodset. 

Kasper: Ja, men det interessante er, at selvom han har alle de her hormoner, der pumper rundt i kroppen på ham lige nu, så må han have en form for 6. sans. Han forstår i hvert fald meget tydeligt forskellen mellem Nalina og Noor. Når Noor kommer løbende, bremser Otto altid op, og man kan se på ham, at han bliver helt forsigtig. Otto krammer Nalina, men det gør han ikke med Noor, og vi har også set, at de gange hvor han har mødt nogle af de babyer, vi har i familien, går han frem med så stille en forsigtighed og snuser og viser kærlighed lige så roligt. Det må være det dér servicehunde-gen.

Hvordan vil I beskrive jer selv som hundeejere? 

Karina: Jeg tror, vi er den slags ejere, der prøver at have vores hund med i det hele, fordi det er vigtigt, at han er en del af familien. Vi er nok ikke en bestemt type af hundeejer; vi prøver bare det bedste, vi kan. Det vigtigste er, at han har et godt liv, så vi må finde ud af på vejen, hvad der virker og ikke virker. Det er jo en hel religion at have hund - lidt ligesom børneopdragelse! 

Kasper: Med børn er de jo rigtig gode til at fortælle os, hvad de gerne vil have. Med Otto bruger vi helt klart mere energi på at finde ud af, hvordan vi gør det godt for ham. Vi blander nok en god form af en meget pædagogisk tilgang til opdragelsen af ham med lidt konsekvens - men det er ikke altid, at det virker. Han er virkelig en kæmpe glad teenager, og det skal der også bare være plads til. Det er jo en evig proces at være en god hundeejer. Det er okay, at han skejer lidt ud lige nu, fordi han også selv skal opdage, hvordan det er at være Otto i denne her familie. 

Karina: Jeg gør ham måske lidt til et menneske, men Otto har jo også følelser og personlighed, og det skal vi jo have respekt for. Det vigtigste for os er, at vi kan se, at han er en glad og harmonisk hund. Han skal bare leve sit bedste hundeliv hos os så længe som muligt.