Heltehunden Hanne: Om at være et lyspunkt i Sandies sorg

Sandie Wesths liv blev endnu engang sorgfuldt, da hun mistede sin datter Vilma. Sorgen er tung, men hendes nye hund Hanne viste sig at være en stor hjælp - også da hun opdagede, at hun var gravid igen. Læs hele Sandies historie her. 

I en farverig lejlighed på Vesterbro bor Sandie med sin kæreste Mikkel, deres søn Walther og hunden Hanne, der er en Bichon havanais. De seneste to år har været meget barske. Tabet af datteren Vilma, det efterfølgende sorgorlov og graviditet med Walther har været hårdt for Sandie. Alt dét har hun delt ud af på hendes Instagram. Hendes åbenhed om sorgen efter tabet af Vilma, fik hun i 2021 tildelt Feminas pris som "Årets tabubryder i 2021. Sorgen er, ifølge Sandie Westh, et livsvilkår for hende og mange mennesker, som vi bliver nødt til at blive bedre til at tale om. 

Hvis man følger med på Sandies Instagram, vil man dog også opdage, at hunden Hanne har en helt særlig plads. 

Hvordan kom Hanne ind i dit og Mikkels liv? 

Da vi mistede Vilma, røg jeg ud i en kæmpe depression, hvor jeg havde meget svært ved at vide, hvad jeg skulle stå op for. Det er desværre ikke første gang, jeg oplever så stor en sorg. Da jeg var 20 år mistede jeg min storesøster Janni, der blev dræbt af hendes mand. Men selvom jeg kendte til sorgen, så kunne jeg ikke undslippe den tyngde og greb, den havde og fortsat har i mit og Mikkels liv. Et par måneder efter Vilmas død, sagde Mikkel, at hvis jeg ikke er gravid inden 1. november - altså et halvt år efter Vilmas død - så skulle vi have en hund. Mine forældre var så søde at give os et stort tilskud til en hund, og de tippede os om en kennel, der havde en Bichon Havanais. Da jeg så billedet af Hanne for første gang, vidste jeg bare, at hun skulle hjem til os. Hun stod op på billedet, og så nysgerrig ud og udstrålede en meget egenrådig personlighed. Kennelen lå også på Bornholm, og der er jeg også selv fra oprindeligt, så det føles virkelig som om, det her var meant to be. 

Jeg husker tydeligt dagen, hvor vi hentede Hanne. Det var virkelig en af de lykkeligste dage i mit liv. Når jeg tænker tilbage på det, var det nok fordi kontrasten til, hvordan mit liv ellers var på det tidspunkt, føltes så enorm. Da jeg så sad med så lille et væsen i skødet og pludselig havde noget at kaste min kærlighed over, var det så dejligt. Når man mister et menneske, så strander al den kærlighed, man skulle have kastet over på mennesket i stedet. Så da vi hentede Hanne, var det også som om, jeg pludselig fik et sted at kanalisere al den kærlighed, jeg ikke kunne give til mit levende barn over på Hanne i stedet. 

Hvordan hjalp Hanne dig midt i sorgen? 

Hun var jo en lille hvalp, så der var bare ikke tid til, at jeg kunne sidde i et angstanfald i lang tid. Så hun forstyrrede mig helt vildt - og det var jo godt at blive forstyrret, fordi det fik mine tanker væk.

Kun 3 dage efter vi hentede Hanne, opdagede jeg, at jeg var gravid igen. Jeg kunne med det samme mærke, at der var en forventning til, at jeg skulle være lykkelig - men det var jeg slet ikke! I løbet af de 9 måneder var jeg angst hver evig eneste dag, fordi jeg var så bange for også at miste ham. Jeg lå på sofaen og kunne ingenting: jeg skulle ikke tale med nogen, jeg skulle vitterligt bare stå igennem denne her tid. Når jeg så lå dér og græd, kom Hanne og slikkede mig i ansigtet og forsøgte at få mine tanker væk. I de 9 måneder blev mig og Hanne nærmest symbiotiske, fordi vi var sammen hele tiden. Så hun tvang mig også til at komme ud at gå. Hvis ikke det var for Hanne, var jeg blevet liggende al den tid. Hun fik mig glimtvis til at glemme sorgen og angsten, fordi hun skaber så meget glæde, kærlighed og omsorg.  

Hvad har overrasket dig mest ved at få hund? 

Jeg har altid vidst, at man bruger terapi-hunde til angstpatienter, men jeg havde aldrig troet, at Hanne kunne være så god for mig allerede som hvalp. Og nu hvor vi har Walther, har vores lille symbiose udviklet sig til, at hun nu er mere i en storesøster-rolle. Hun vil altid gerne være lige dér, hvor vi også er. 

Jeg tror også, at vi generelt har været meget positivt overraskede over, hvor meget personlighed Hanne har. Hun er meget egenrådig, så hvis der er noget hun ikke gider, så lader hun os virkelig vide det. Jeg tror også, det er derfor, at der er så mange, der kan lide at følge med i vores liv på Instagram, fordi man meget tydeligt kan afkode hendes humør og personlighed, når jeg deler noget. Min far har altid beskæftiget sig enormt meget med dyr, og selv han har sagt, at han aldrig har mødt en hund med så meget personlighed som Hanne. 

Da Hanne var hvalp, spiste hun sit hvalpefoder, men da vi så prøvede at skifte hende over til voksen-tørfoder, gad hun slet ikke røre det. Hun gik virkelig mange dage uden at spise, indtil vi så fodrede hende med vådfoder. Det har vi længe synes var meget bøvlet, fordi det fylder så meget. Og så er det heller ikke så nemt at rejse med, når vi fx. skal besøge Bornholm, hvor både Vilma og Janni ligger begravet. 

Men Vuffelis tørfoder vil hun gerne spise! Vi fik også hjælp til at håndtere Hannes kræsenhed gennem Vuffelis kræsenhedsforløb - og det hjalp virkelig, så nu spiser hun glædeligt sit tørfoder. Det har gjort det en hel del lettere for os at være hundeejere.