Louise trænede sin første jagthund som 10-årig: "Det er mit frirum og adrenalinkick"

I den lille familie står weekenderne på vind i håret og i pelsen. Her er kontrasten til Louises hverdag som jurist kæmpestor. Så snart de lange arbejdsdage er forbi, bytter hun de polerede gulve ud med den midtjyllandske muld.

Når Louise trækker i det camouflagefarvede tøj, sitrer det i både hende og familiens logrende medlem, Aston. Den hvid og brunplettede breton er en førsteklasses jagtkammerat og en del af familien.

“Naturen kan give noget helt særligt igen, hvis bare man giver det et forsøg – om det er jagt, vandring eller noget helt tredje,” fortæller hun.

 

I naturen finder Louise frisk luft, frirum og adrenalinkick. Samtidig giver det hende en ganske særlig ro at mærke skovens puls.

Vi valgte hinanden

Glæden ved dyr startede allerede fra barnsben og blev hurtigt en passion. Det er nok de færreste 10-årige, der træner deres helt egen hund til en disciplin, der kræver krudt og koldt vand i blodet – men det var netop, hvad Louise gjorde.

“Jeg fik min første helt egen jagthund, da jeg var 10 år gammel. Det var svært at vælge, for alle hvalpe er jo søde, men alligevel finder man altid én, som man bare føler er noget helt specielt. Jeg er sikker på, at hvalp og ejer vælger hinanden,” fortæller hun.

Den udvalgte var Malou, en lille hvid hvalp med brune ører og brune pletter af hunderacen breton – og det blev starten på et helt særligt bånd. “Malou blev min absolut bedste ven og følgesvend. Hun fulgte mig, hvor end jeg gik, og jeg havde altid en pote på min fod eller en hel hund klistret op af mit ben,” fortæller Louise.

“Vi trænede næsten hver dag, og selvom det var træning, som kun en pige på 10+ år kan gøre det, så blev Malou en alletiders hund. Hun lystrede hver en lille kommando, og hun var en stjerne på jagt.”

 

De tog på opdagelse sammen og voksede op ved hinandens side. “Forestil dig at være barn og få lov til – sammen med en god ven – at klatre over grene, sno sig rundt i tæt skov, hoppe over bække og synke ned i dybt mudder. Det er jo en fest for de fleste børn,” fortæller hun.

“Jeg har mange minder fra vores ture, som jeg aldrig vil glemme: lige fra at slæbe en skudt hare til at miste en gummistøvle i en mose. Som årene er gået, har de minder kun sat sig mere og mere fast i mig,” fortæller Louise.

Familien har fået vokseværk – og nye talenter

Siden dengang er gummistøvlerne blevet et par numre større. Jagttegnet fulgte, så snart hun var gammel nok.

En ny generation er også kommet til, og æblet falder ikke langt fra stammen. Louises datter, Alberte, er også bidt af naturen, og hun er et stort smil, når hun er med på opdagelse. Derudover har endnu en udvalgt vuf sluttet sig til familien: Det er Aston – også en breton – han er i dag 3 år gammel. Sammen følger de i familiens fodspor.

“For mig har det betydet alverden at kunne give min datter de samme gode minder fra barndommen med en hund, som jeg selv har haft,” fortæller Louise.

 

Og der er allerede opstået et helt særligt bånd mellem familiens mindste medlemmer.

“En hund giver ansvarsfølelse og kærlighed som ingen anden, og jeg er virkelig glad for at se den kærlighed til dyr og til hundeverdenen, som Aston skaber i hende. Selvom de kan være som et søskendepar, er det tydeligt, at de ikke kan undvære hinanden,” fortæller Louise.

Med en jagthund og et lille barn i familien er der fuld fart på. Men det er også med til at skabe balance.

“Aston giver glæde – og liv – til hverdagen, som kun en hund kan gøre. Han er, som bretoner er bedst, enten helt afslappet eller helt i gear. Det har sin charme, og man lærer hurtigt at elske det,” fortæller Louise.

“Aston er ikke bare en jagthund, han er også min og min datters bedste ven.”

 

“Der er ingen tvivl om, at han er en kæmpe del af vores familie – og at han også er indbegrebet af min hobby, gør kun det hele bedre,” fortæller hun. 

Sammen jagter de nye succeser

Passionen for naturen og dyrene er den samme, som den altid har været, men i takt med erfaringerne har tilgangen ændret sig.

“Jeg er blevet ældre og har fået et meget mere nuanceret syn på hundetræning og dens betydning. Jeg har ikke nødvendigvis lagt mere træning i Aston end Malou, men jeg har været meget mere bevidst om, hvad vi træner og hvordan,” fortæller Louise.

Og det drive har kun fået glæden til at vokse.

“Jeg sætter stor pris på at bruge Aston til det, han er skabt til. Jeg elsker at se ham i aktion, og jeg glemmer alt omkring mig, når jeg træner, går ud på marken eller på jagt med ham. Det giver mig ikke bare sublime oplevelser og et godt makkerskab med min hund – det giver mig også et frirum og en pause fra hverdagens trummerum, som jeg ikke kunne være foruden,” fortæller Louise.

 

Det stærke bånd mellem Louise og hendes loyale følgesvend har også næret drømmene om at tage deres samarbejde og ambitioner til nye højder.

“Jeg har mange planer og forhåbninger for fremtiden for Aston og jeg, og vi er så småt i gang med at tage de første små skridt hen imod dem. Vi har haft de første gode jagtoplevelser sammen, og vi har kastet os ud i den store hundesportsverden, og det giver så meget til både Aston og jeg. Det kræver noget af begge parter, hvis det hele skal lykkes. Men hver succesoplevelse giver noget til selvtilliden og tilliden for både hund og ejer, og man bliver et makkerpar på et helt nyt niveau,” fortæller Louise.

“Jeg elsker at udfordre os som makkerpar, og jeg elsker at sætte barren højt – det kan godt være, vi ikke når alt inden for den tid, jeg ønskede, men jeg er sikker på, at vi nok skal nå det hele med tiden,” fortæller hun.